Smil – Du er på!

Skal du præsentere og performe foran et kamera?

Video som kommunikationsform er populært som aldrig før, og interessen er kun stigende.
Så har du ikke allerede stået foran et kamera, så er der en god sandsynlighed for,
at du på et tidspunkt kommer til det.

Uanset om du har “været på” før, eller om du er debutant, bliver du med denne korte guide bedre rustet til opgaven,
og du er godt på vej til en succesfuld optagelse.

1. Øvelse gør mester
Sådan er det med det meste i livet, og dette er ingen undtagelse. Den enkleste måde du kan øve dig på er ved at filme dig selv med din mobiltelefon. Indledningsvist virker det måske lidt fjollet, men jeg garanterer dig for, at det er umagen værd.

 

2. Lær din tekst
Uanset om du har fået udleveret et speak eller selv har skrevet et, så øv dig på det. Denne øvelse kan passende kombineres med første punkt – så får du samtidig en fornemmelse af, hvor meget/lidt af teksten du kan huske udenad. Er du fortrolig med dit speak, vil du fremstå mere troværdig og professionel på optagelserne. I visse tilfælde vil det være muligt at benytte en såkaldt teleprompter, men det mest autentiske og nærværende resultat opnås, hvis du kigger direkte i kameraet.

 

3. Træd i karakter!
Ikke at du nødvendigvis skal spille en rolle, for i langt de fleste tilfælde skal du blot være dig selv, men du skal være den bedste version af dig selv.

 

4. Tag det roligt!
Du er ikke regenten og det er ikke nytårstalen, som du skal fremføre på live TV. Det er både helt naturligt og forventeligt, at der skal tages flere forsøg. Så laver du en fejl, tager du den bare forfra. (Er det Dem, Magrethe? Så vil jeg venligst bede Dem se bort fra dette punkt. Jeg håber dog, at De fortsat kan få glæde af de øvrige punkter i guiden.)

 

5. Brug din instruktør/kameramand
Spørg hvis der er noget, du er i tvivl om, bed om råd og feedback. Det er en klar fælles interesse, at resultatet bliver så godt som muligt, så tal sammen.

 

6. Smil – du er på!
Det er naturligvis ikke alle emner, der lægger op til smil fra start til slut. Men en åben og imødekommende mimik er vigtig. Forestil dig, at du står ansigt til ansigt med modtageren af filmen.